I 1970’erne blev Den danske Albert Schweitzer Komité stiftet og fik Børge Friis som formand. Det var naturligt, at han gik i spidsen for komitéen, idet hans entusiasme udsprang af et årelangt venskab med Albert Schweitzer – hans faderlige ven, som han kaldte ham.

Den store aldersforskel var ingen hindring for et stærkt venskab, som blev holdt i live af breve mellem Schweitzer og Friis igennem mange år. Da Schweitzer ikke længere kunne skrive, skrev hans datter, Rhena, eller andre gode hjælpere.

Børge Friis ville være fyldt 100 år i december 2014. Det blev den direkte anledning til at lave denne hjemmeside, hvor interesserede kan følge korrespondancen mellem de to mænd på originalsproget, idet der er tale om indscannede breve uden censur af nogen art. Desuden kan man læse et ufuldendt manuskript af Børge Friis, høre lydklip og se billeder.

Den danske Albert Schweitzer Komité findes ikke mere. Tiden og entusiasmen løb fra det, men det hele begyndte med en drengs fascination af den berømte Schweitzer. At det skulle ende med et årelangt venskab, havde ingen kunnet forestille sig, men beviset findes på denne hjemmeside, hvor brevene offentliggøres for første gang. De originale breve er i familiens besiddelse.