Børge Friis blev født den 18. december 1914 i Berlin som enebarn af konsul Anton Friis og hustru Rigmor. Børge Friis døde den 16. februar 1998 i København og efterlod sig to sønner og en datter. Opvæksten i den kulturelle, tyske metropol satte sit tydelige aftryk på Friis, som blev uddannet pianist og komponist. Den 19. marts 1943 blev han dr.phil. fra Humbolt Universität i Berlin (det hed den gang Friedrich Wilhelm Universität) på en afhandling om Friedrich Ludwig Aemilius Kunzen: Leben und Werk bis zur Oper "Holger Danske". Han skrev musik til flere danske film i 1950’erne, Kriminalsagen Tove Andersen (1953), Jan går til filmen (1954), Flugten til Danmark (1955) og Ung kærlighed (1958). Han indspillede over 200 grammofonplader.

I 1959 fik Børge Friis overbevist Léonie Sonning om, at hun skulle donere en musikpris på kr. 50.000 til komponisten Igor Stravinskij. Den 25. maj kunne prisen overrækkes i Tivolis koncertsal i forbindelse med Den danske Musik- og Balletfestival. John Frandsen dirigerede det kongelige Kapel i Ildfuglen, og Knudaage Riisager overrakte prisen. Léonie Sonnings Musikpris var kommet til verden. En anerkendelse på kr. 50.000 var i sig selv fantastisk, for den nye musikpris var dermed større end nogen anden dansk pris.

Fru Sonning, som var uddannet skuespillerinde, nød at være i rampelyset, og fra 1965 – hundredåret for Carl Nielsens fødsel – blev Léonie Sonnings Musikpris gjort permanent. Prismodtager Leonard Bernstein gjorde Carl Nielsens 3. symfoni – Espansiva – til en festforestilling, som der stadig tales om. Léonie Sonning havde opnået, hvad hun ville.

Hvem blev formand for bestyrelsen? Det gjorde naturligvis Børge Friis, som havde fingeren på pulsen i kraft af sin musikanmeldervirksomhed. Fru Sonnings mand, Carl Johan Sonning, havde i forvejen stiftet en fond, som blev uddelt til kulturpersonligheder, kunstnere og politikere. Léonie Sonning stod for overrækkelsen af kulturprisen, som første gang gik til Winston Churchill og senere til Albert Schweitzer (1959) og Niels Bohr (1961).

Uafhængigt af Sonningprisen opstod der et langdistancevenskab mellem Albert Schweitzer og Børge Friis. I begyndelsen var det bare et barns fascination af den langt ældre Schweitzer, men da der kom egentlig kontakt, blev der meget hurtigt tale om et venskab. Schweitzer sagde udtrykkeligt, at han var Børge Friis’ faderlige ven, og det var han. Brev efter brev blev sendt fra Danmark til det afrikanske Lambaréné, hvor Schweitzer drev sit eget hospital. Friis skrev om Schweitzer og oversatte bøger af ham og om ham. 14 udgivelser blev det til, nedenstående er kun et udvalg:

George Seaver: Mennesket Albert Schweitzer og hans Værk (på dansk ved Børge Friis 1950)

Børge Friis: Hjemme hos Albert Schweitzer (1953)

Albert Schweitzer: Mit Afrika (på dansk ved Børge Friis 1955)

Jeg hedder osse Albert – men kald mig bare Peter. En meget ung gorillas historie fortalt til Børge Friis (1961).

Børge Friis: December-eventyr i Albert Schweitzers Afrika. Paa besøg hos Albert Schweitzer, som den 14. januar 1961 fyldte 86 år. Artikelserie i Berlingske Tidende 1., 8., 15. og 22 januar 1961

Børge Friis besøgte flere gange Schweitzer, både i Afrika og i Alsace, når Schweitzer var i Europa. Interessen, venskabet og korrespondancen mellem Schweitzer og Friis skabte grobund for at etablere Albert Schweitzer Komitéen i Danmark (3. februar 1979). Komitéen bestod af mange prominente danskere med Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen som protektor. Komitéen findes ikke mere, men Schweitzers breve har vi stadig. De kan læses på denne hjemmeside.

Det var Friis' plan at skrive bogen "Vennen Albert Schweitzer", men han nåede inden sin død kun at skrive de indledende sider, hvor han forklarede om baggrunden for bogen. Disse sider offentliggøres for første gang på denne hjemmeside.